Dark Shadows
2012
Komedie/Fantasy
Der kommer et tidspunk i alle menneskers liv, hvor man er nødt til at sige stop. Der er visse ting, man ikke skal finde sig i, og der er en grænse for, hvor meget man skal sige god for. Sådan et øjeblik havde jeg, da jeg så Alice In Wonderland. Efter jeg havde set den sagde jeg til mig selv: Jeg gider simpelthen ikke længere. Aldrig mere i mit liv skal jeg se en film af Tim Burton, hvor Johnny Depp og Helena Bonham Carter er med. Jeg nægter simpelthen at skulle se endnu en eventyrsfilm, der slet ikke har den magi som Nightmare Before Christmas, Edward Scissorhands og Big Fish har. Og at man oven i købet skal være vidne til så lidt "sans for fornyelse" som Tim Burton påviser, når han gang på gang giver Johnny Depp hovedrollen er, ja, direkte uprofessionelt. Selvfølgelig findes der mange af disse gode makkerpar, men denne her er død. Depp og Burton: Gå hver til sit, find nogle nye venner i Hollywood.
Så hvorfor anmelder jeg Dark Shadows og har dermed brudt mit løfte? Tja, bare af ren nysgerrighed efter at se, om jeg har ret i, at de to ikke kan præstere noget godt længere. Fik jeg så ret?
Barnabas Collins (Johnny Depp) er en mand med en ulykkelig skæbne. En ondsindet jaloux heks ved navn Angelique (Eva Green) kaster en forbandelse over Barnabas, slår hans elskede Josette ihjel, gør ham til vampyr og låser ham inde i en kiste, dømt til evig lidelse. Da hans kiste bliver fundet i 1972, vågner Barnabas op i en helt ny verden. Hans efterkommere er en sørgelig flok af eksistenser og ligesom det før prægtige hus, er de i forfald. Familien Collins storhedstid er forbi, og Angelique har udkonkurreret deres foretagende. Men med genvundet livsmod og ønsket om at imponere familiens smukke barnepige, sætter Barnabas sig for at vende op og ned på situationen. Men Angelique er en kradsbørstig dame og ikke lige til at få bugt med. Familien og Barnabas må nu stå sammen for at kæmpe mod hendes mørke kræfter.
Jeg bøjer mig for makkerparret Burton og Depp. Men jeg er ikke helt nede på jorden og kysse deres fødder. Historien er nemlig rigtig fed, og selve stemningen i filmen er godt formidlet. Farverne og de æstetiske øjeblikke man oplever undervejs er bærende for filmen, og de giver noget helt specielt til historien. Men der går desværre lidt for meget "soap-actor" i rollerne. Dramatiske vendinger, chokerende erkendelser, lidt for følelsesladede og intense dialoger gør ikke noget for filmen. Det jeg prøver at sige er, at der er skruet lidt for meget op for følelserne, og filmen kunne sagtens have klaret en mere naturalistisk tilgang til rollerne - også selvom vi beskæftiger os med hekse og vampyrer. F.eks. er Michelle Pfeiffers rolle meget overspillet, og det er ærgerligt. Og Chloe Grace Moretz i rollen som Michelle Pfeiffers datter er direkte irriterende. Hendes rolle er unødvendig. Hun bidrager ikke med noget til filmen, hun minder mere om en flue, man hele tiden prøver at få væk, fordi den sidder på skærmen.
Men som sagt er selve plottet godt, og relationerne mellem Angelique, Barnabas, Josette og barnepigen Victoria er godt fortalt, og er interessante pga. deres tidsstrækning og overnaturlige karakter. De er outsiderne i en normal verden. Det fungerer godt. Dog skal man lige igennem en yderst underlig og ikke-særligt gennemført sex-scene. Men hold ud, den skal bare grines af.
Okay, jeg overlevede med skindet i behold. Jeg føler ikke, at jeg blev frarøvet 2 timer af mit liv, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig lidt fanget af historien. Filmens handling er spændende, optrapningen er intens og ligeså er klimaks. Man føler virkelig, at der står noget på spil for karaktererne. Derfor giver jeg Dark Shadows 4 ud af 6 glade grise. Men jeg tror stadig ikke på, at der kan komme noget helt fænomenalt fra de to herrer længere, så derfor vil jeg sige: Stop her, stop mens I stadig kan. Det skal ikke ende på en fiasko, og selvom vi ikke står med et mesterværk, så synes jeg ikke, at Dark Shadows er et flop.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar