01 oktober, 2012

Bramfri bamse puster liv i komediegenren

Ted
2012
Komedie

Så kom den skønne og helt igennem fantastiske dag i søndags, hvor man kunne gå i biografen til halv pris. Og hvilken skøn dag det var. Jeg besluttede mig for at se Ted, da jeg havde hørt fra mange venner, at den var enormt sjov. Og jeg tænkte, at hvis en plat komedie kunne få en rating på 7,6 på IMDB, så måtte der da være et eller andet om det. Og om der var. Det er lang tid siden, at jeg har moret mig så meget. I ved, når det når til det punkt, hvor man fornemmer at folk stirrer på en, fordi man griner så højt. Sådan havde jeg det, da jeg så Ted.


Seth MacFarlane, manden bag Family Guy, har både instrueret og lægger stemme til titelindehaveren Ted, som ikke er en helt almindelig teddybjørn. Da Johnny (Mark Wahlberg) var lille ønskede han, at hans bedste ven, bamsen Teddy, ville blive levende. Og som det nogle gange gør, så gik i ønsket i opfyldelse, og den lille dreng og Teddy levede lykkeligt til deres dages ende. Og dog - her knækker filmen (eller starter). For hvad sker der når Johnny og Teddy bliver til John og Ted?
John og kæresten Lori (Mila Kunis) er parate til at starte et liv sammen, og for Lori involverer dette ikke Ted. Så John må vælge mellem kæresten eller sin tordenmakker.
Det er en simpel idé: Et bud på hvad der sker efter "ever after" tilført en hel del bandeord, pot, sex og druk. Og det er helt igennem sindssygt morsomt.

Man skal forberede sig på en del grænseoverskridende øjeblikke, nogle meget uforudsigelige situationer, og at man nok vil se med helt nye øjne på sin bamse, når man kommer hjem. Filmen er sjov, fordi man gør en sød, blød og rar bamse til en klam drengerøv uden grænser. Når det så er sagt, så skal man også være tilbøjelig til at kunne lide, ja måske elske, plat humor. For det er altså, hvad Ted består af. Og hvis man ikke finder Family Guy sjovt, så er Ted måske heller ikke ligefrem det sjoveste. Det er ikke intellektuel humor på højt plan, men det havde man jo heller ikke forventet.
Desuden var filmens handling lidt for gennemskuelig. Den klassiske berettermodel er fulgt til punkt og prikke, og det kunne have været lækkert med et twist. Når nu idéen er så simpel, kunne filmen sagtens have båret lidt mere kant i sin fortælling. Vi mangler lidt de uforudsigelige elementer. Selvom mange af de situationer vi oplever i filmen, næppe kunne have været forudset af nogen som helst.


Ted er i sandhed en virkelig underholdende film. Man griner fra start til slut, og jeg må bøje mig i støvet for Seth MacFarlanes film. Joksene er gode, historien er god, og det er helt ubegribeligt, at der ikke er nogen, der har fået denne her idé før. Ja, det er jo altid nemt at være bagklog, og det var Seth Macfarlane, der var visionær, eller måske dum, nok til at få ideen. 
Men hader du plat humor og fortrækker du Simpsons frem for Family Guy, så vil du næppe hylde denne film. Den er stadig sjov, men den giver dig ikke latterkramper.
Fordi Ted rammer og underholder sin målgruppe så godt, så giver jeg den 5 ud af 6 glade grise. Det er et frisk pust ind i den ellers efterhånden utåleligt usjove komedie genre, og det er fandeme godt gået af en teddybamse.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar