Sex og kendte i USA igen, men nu med manus

Diktatoren

2012

Komedie

Først så vi Sasha Baren Cohen som en kazakstansk TV-reporter, der ville lære om US and A og giftes med Pamela Anderson i Borat. Dernæst var han den østrigske homoseksuelle Brüno som drømte om et liv som kendis i LA. Nu er han vendt tilbage som diktatoren Aladeen, der vil gøre alt for at undgå at hans land bliver demokratisk. Filmene har altid været skøre, klamme og, vil nogen mene, grænseoverskridende. Eller måske kan vi faktisk alle godt blive enige om, at de er det. Men diktatoren er ikke som de andre af Cohens film. Genren er ikke den samme, det hele står i et manuskript, og er man i tvivl om Cohens næste træk, er det ikke længere end en håndsrækning væk fra instruktørstolen. Det er et genreskift, det er et stort skridt for Cohen mod fornyelse. 

Dikatoren Aladeen af Wadiya er en af de helt slemme i Mellemøsten. FN frygter ham og hans land ligeså. I ren Kim Jong Il stil undertrykker han sit land og får halshugget dem der går ham imod. Da han bliver tvunget af sin vejleder til at tage til USA og mødes med FN, bliver han offer for et mytteri. Hans skæg bliver barberet af og en dobbeltgænger overtager hans plads. Aladeen er nu uden autoritet og skal nu finde ud af, hvordan han får magten tilbage inden dobbeltgængeren får indført demokrati i hans Wadiya. I mellemtiden fører hans møde med amerikanerne ham til økofanatikeren Zoey, som han ikke helt kan undgå at synes er interessant. Også selvom hun ligner en 14-årig dreng, ifølge ham selv.

Filmen er inspireret af Det Arabiske Forår, og dens undertrykkere, men der er også stadigvæk plads til Cohens kritik af USA. Hans virke og mål er, og har altid været, at gøre grin med USA, og alt andet der binder sig til det. Han formår altid at chokere og latterliggøre alle ekstremerne og deres fortalere, og det er også tilfældet i Diktatoren. Men selvom Mellemøsten ligeså meget står for skud nu, så er det hele set før. Humoren er præcis det samme, og det er stadig jokes om aids, sex, kendte osv. der er filmens temaer. Og det kan skam også været sjovt - men nu har vi set det i 3 af hans film. Og han fornyr ikke sig selv, heller ikke jokesene, og det gør filmen meget mindre sjov. 

Men det ærgerligste ved denne film er, at denne netop mangler de oprigtige og virkelige menneskers reaktion på galskaben. Brüno og Borat er så sindssygt sjove, fordi folk der bliver indviet i galskaben og tror at disse karakterer eksisterer er noget af det bedste ved Cohens film. Hvilken bedre måde er der at kritisere en gruppe mennesker på, end ved at konfrontere dem på de mest grænseoverskridende måder? Eller ved at sige lige præcis det, der støder dem allermest? Det er dét, der er så specielt ved Cohens film, og det er væk. Før var det en dokumentar, på facaden, i spillefilmslængde. Nu er det bare en spillefilm med manuskript, replikker og bestemte udfald. Cohen har tydeligvis ikke kunnet bære dette genreskift. Derfor bliver denne ellers geniale idé til en film, ikke en værdig Sasha Baren Cohen film. 

Det var med høje forventninger jeg satte mig til at se Diktatoren. Brüno er uden tvivl, den sjoveste film jeg nogensinde har set. Så det var ærgerligt, at denne "efterfølger" ikke levede op til de forventninger. Sasha Baren Cohen er en af de sjoveste skuespillere/samfundskritikere, vi har nu til dags og hans talent er enormt. Men kvaliteten og det unikke ved hans film er ikke at finde i Diktatoren. Nok er den sjov, men det er ikke latterkramper, man får af at se denne film. Jeg elsker plat humor, men det her var simpelthen genbrugt plat humor, og det er noget af det usjoveste. Derfor giver jeg Diktatoren 3 ud af 6 glade grise. Den nedskrevne spillefilmsgenre gavner ikke Cohens visioner og talent. Vi mangler de ægte, menneskelige reaktioner. Ikke desto mindre er man dog stadig underholdt, men slet ikke i samme kaliber som med forgængerne. Og måske skal man holde sig fra at sammenligne filmene, men det er nu engang svært, når Cohen, på trods af andre skift, tydeligvis har prøvet at blive inden for komediegenren.