Ekstremt ærgerligt og utroligt bittert

Extremely Loud and Incredibly Close

2011

Drama

På min liste over film jeg skulle se stod Extremely Loud and Incredibly Close, så da jeg fik muligheden for at leje den, så greb jeg muligheden med det samme. Forventningerne bestod dels af gode anmeldelser af bogen og dårlige anmeldelser af filmen. Disse modstridende tanker afbalancerede hinanden, så jeg stod med et forholdvis neutralt sind. Det er måske samtidig derfor, at jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig synes om filmen. Denne anmeldelse vil måske være lidt mere præget af et tankespind frem for en struktureret anmeldelse. Lidt ligesom filmen selv er en ekspedition ind i sindet og forståelsen af skæbnens uransalige veje, bliver denne anmeldelse lidt af en udforskning i sig selv. 

Jonathan Safran Foers bog af samme navn var en virkelig anmelderrost bog og har stor betydning for mange mennesker. Især for mange amerikanere da bogen handler om en dreng der mister sin far d. 11. september 2001. Derfor var der høje forventninger til Stephen Daldrys filmatisering. 
Et år efter hans død føler Oscar at han langsomt er ved at miste sin far mere og mere. Så da han finder en nøgle i faderens jakkelomme sætter han sig for at finde ud af hvilken lås nøglen skal åbne. Han tager ud på en ekspedition rundt i New York for at finde svaret og møder mange mennesker på sin vej. 
Men filmen handler om meget mere end det. Undervejs opdager man, at emner som sorg, familie, venskaber, grænser, eventyr, håb, unikummer og mm. bliver taget op og bearbejdet. Imens vi følger Oscars rejse, følger vi også hans måde at bearbejde sin sorg på. Desuden sidder Oscars mor frustreret derhjemme og ved ikke hvordan hun skal kunne nå ud til sin søn. Alt dette ser vi på 2 timer og 10 min. Og det er måske mere end hvad instruktøren kunne klare.

Som vi ved kan en bog have utallige sider og har både plads og råderum til at bearbejde og afslutte forskellige temaer. Men filmen bærer for meget på sine skuldre og 2 timer er ikke nok til at skulle beskrive, uddybe og runde så mange emner af. Mindre ville have gjort det. Men dette er ikke filmens største problem, hvis du spørger mig. På trods af at Thomas Horn gør det godt i rollen som Oscar, så er den lille dreng simpelthen ikke en særlig "likeable" karakter. Han lider af en form for autisme, er socialt akavet og meget aggressiv over for sin omgangskreds. Og selvom vi ved, at han er i dyb sorg, så føler man ikke rigtig medlidenhed og forståelse for hans handlinger - eller i hvert fald gør man det ikke nok. Og dette er jo mildest talt sindsygt ærgerligt, når det er hans historie vi skal forstå.
Desuden mangler filmen lidt mere et kunstnerisk touch, så at sige. Filmen er blevet lavet som et af de store Hollywood dramaer der skal få kvinder til at græde og mænd til at knibe en tåre. Jeg vil vove at påstå, at vejen fra bog til film skulle være blevet tacklet anderledes. Filmen kunne sagtens have båret et lidt mere kunstnerisk og visuelt flottere udtryk. For der går ærligt talt lidt for meget Hollywood tåreperser i det. Og det trækker virkelig filmen ned i min bog.

Ja, I am sorry (uden spørgsmålstegn) men jeg var ikke imponeret. Det var ikke fordi, det var som at blive brændt levende at se filmen, på trods af hvad jeg måske skrev før, men den fangede mig ikke. Uden at have læst bogen, vil jeg tro at den fortjener bedere. Af de grunde som jeg nævnte før, kan jeg ikke give filmen mere end 3 ud af 6 glade grise. Jeg var skam underholdt og filmen havde sine momenter, men der var ikke nok. Desuden har jeg ekstremt svært ved at nyde film, hvor jeg langt fra bryder mig om hovedpersonen - især når det er meningen man skal. Hvis du skal se filmen, så skal det være for de øjeblikke hvor man oplever Oscars sorg og ser scenerne med faderen. De er gode, det er dem der får de 3 grise.