Mor og søn forhold der ryster publikum

We Need To Talk About Kevin

2011

Drama/Thriller

Sjældent ser man en film, hvor man er nødt til at kigge væk på grund af at så meget ubehag overvælder en. We Need To Talk About Kevin kommer så meget ind på livet af en, at det er svært at holde øjnene på skærmen hele tiden. Og det er skam ikke fordi, at den var uhyggelig som en gyser, sørgelig som et drama eller akavet som en komedie. Men besidder man bare en smule empati, så er det langt fra en glæde at se denne her. Imens vi følger moderens kamp med sin søn Kevin er vi som seere bundet til at opleve alle rædslerne ved at prøve at elske en søn, som ikke elsker en tilbage. For vi kender alle til små børns ubetingede glæde og nysgerrighed over for den verden, som de ikke kender til endnu. Men forestil dig så, en søn der allerede har luret det hele og bevidst ligger planer for at såre sin egen mor. At ens søn er fundamentalt ond. Så har man en søn ligesom Kevin.  

Eva (Tilda Swinton) og Franklin (John C. Reilly) har fået en søn - Kevin. Under Evas barsel, og længere tid efter det, tilbringer hun al sin tid med sønnen for at bygge et forhold op til ham. Men det er svært, da Kevin ikke er en helt normal dreng. Hun kæmper på daglig basis med at få bare så meget som et smil fra ham, men det hele virker håbløst. Eva er ved at opgive - men kan man nogensinde helt opgive sit eget kød og blod?

Dette er en af de interessante ting ved filmen. Den sætter spørgsmåltegn og efterlader stof til eftertanke. Man kan diskutere om Kevin virkelig er født ond, eller om Eva er en dårlig mor. Om Eva skal tage kampen op eller glemme ham. Om hvorfor hun tager de valg hun tager. Ja, dem jeg så filmen i selskab med, var uenige i de tanker jeg gjorde mig. Så denne lidt absurde film skaber en debat. Og det er altid fedt.

Men jeg har stadig ikke glemt ubehagen jeg nævnte tidligere. For den sidder der stadig. Filmens handlingsforløb er ekstremt gruopvækkende at overvære, men også filmens meget fåmælte hovedpersoner, der siger lidt, men med en hel del skjulte hentydninger. Kevins metoder til at køre psykisk terror på sin mor er ekstremt godt portrætteret. Desuden har instruktøren formået at skabe en stemning af uro, der holder hele filmen igen. Vi sidder spændte under hele filmen og venter på at få løst mysteriet omkring Kevin - vi hopper nemlig rundt i tid i et virvar af flashbacks og nutid, hvor vi konstant lærer brøkdele af helheden at kende. Dette skaber virkelig et ekstremt fuldendt klimaks.

Men post-klimaks må siges at være lidt af en fuser. Slutningen var forståelig og meget meningsfuld, men den viste ikke rigtig respekt til de forudgående 115 min. vi lige havde været vidner til. Det kan også være, at jeg personligt bare fandt slutningen frustrerende, da jeg synes den ikke stemte overens med de karakterer vi blev præsenteret for. Så dette er mere en smagssag - men den faldt ikke i god jord hos mig.

Filmen kunne også sagtens have været kortere - den blev til tider lidt lang og en del scener kunne godt have været undladt.

We Need To Talk About Kevin er virkelig en interessant film, og den er helt klart de 2 timer værd. Rent æstetisk er den flot, og når man kan få seeren til at føle sig utilpas, så har man selvfølgelig gjort et eller andet rigtig. Det er også værd at nævne, at Tilda Swinton er helt perfekt castet til rollen som Eva med hendes meget specielle udstråling. Det er virkelig et af filmens bærende elementer. Men som sagt kunne filmen godt have været lidt kortere og slutningen kunne have været bearbejdet bedre. Desuden har jeg set andre film inden for denne genre af lidt specielle, kunstneriske film, som jeg fandt bedre. Derfor får filmen 5 ud af 6 glade grise. Noget siger mig, at jeg burde give den 4, men filmen er noget helt for sig selv og imens den kørte, gjorde den et eller andet ved en. Det tror jeg er svært at benægte, når man har set den. Og det fortjener 5 glade grise.