Den gode, den platte og den eventyrlige

Så blev det jul! Her er tre af mine yndlingsjulefilm:

Love Actually

2003

Komedie/Romantik

I min familie er det gået hen og blevet en juletradition at se den her film i selskab med æbleskiver og varm kakao eller gløgg. For denne her film emmer bare af jul og dens følgesvend kærlighed. En masse fantastiske britiske skuespillere, den gode selvhadende altid sarkastiske britiske humor, og nogle virkelig gribende og rørende historier. For selvom det er jul, er alt ikke liv og glade dage for alle. De små kærlighedshistorier der er flettet ind i hinanden på kryds og tværs er både sjove, triste, smukke og kan få enhver pige til at sige "åååårhh...", og nok en en hel del drenge til at få brækfornemmelser. Men ikke desto mindre er dette bare en film, der i hvert fald, for mig har stor affektionsværdi, og det kan i mange tilfælde gøre en film rigtig god. Heldigvis er jeg ikke den eneste der elsker denne film. For mig er det ikke jul uden Love Actually.

A Christmas Romance

1994

Romantik

Når nu vi taler om film, som fremstår som bedre en de egentlig er, fordi man har et forhold til dem, så er dette virkelig det gyldne eksempel. A Christmas Romance er på mange måder, en ret så dårlig film. Den er plat, overromantisk, overfølsom, og karaktererne er ret irriterende. Men Gud ved hvor mange gange, jeg har set den her film, og jeg skal se den år efter år. Jeg kender den ud og ind, men det er bare betryggende og hyggeligt, ligesom jul skal være. Den lille hytte ude i sneen, hvor der er hjemmebag og store varme uldtrøjer er bare så så så julet. Det er totalt plat, men et must, når det skal være jul.

The Nightmare Before Christmas

1993

Animation

Her står jeg ikke alene. En på mange måder atypisk julefilm, som på trods er gået hen og blevet en klassiker. Ikke mindst fordi den i 90'erne var nyskabende, men også fordi, at Jack og slænget er nogle elskelige figurer. Historien er så hjerteskærende og sød, at man bliver rørt gang på gang. For selvom vi elsker film der er super julede, så er det også rart med et lille afbræk fra decemberstemningen. Det kan man med The Nightmare Before Christmas, og så er man stadig i julestemning, når filmen ender. 

Engagement eller ligegyldighed

Detachment

2011

Drama

Selvom vi tit falder for hollywood-produktionerne og de Oscar-vindende skuespillere, når vi skal se en film, så er det en gang i mellem det værd at stoppe op og se en independent film. Der er friere tøjler, andre emner og en helt speciel stemning fortalt igennem en interessant filmgenre. Og det er som oftest også film af god kvalitet. Ned fra hylden tog jeg Detachment en film af Tony Kaye, der instruerede American History X som i dag kan kaldes en klassiker. Med Adrien Brody i hovedrollen som den komplekse vikar Henry Barthes var jeg overbevist om, at den skulle med hjem. Jeg stod med en film i hånden, der havde enormt meget på hjerte. Den havde et tema og små historier til at formidle det gennem en tankevækkende fortælling. Men det opdagede jeg selvfølgelig først, da jeg havde sat mig foran skærmen og trykket play. Tænk at man nær var gået forbi denne lille perle.

Gennem livet har Henry Barthes (Adrien Brody) vandret fra klasselokale til klasselokale og vikarieret. Han tror på, at følelsesmæssig distance og en hård facade holder orden og ro i en klasse. Men for Henry Barthes er det egentlig ikke blot en facade - han er hård som sten. Han kan ikke knytte sig eller engagere sig i de elever han møder dag efter dag. Da han ankommer til en ny skole, hvor eleverne sviner lærerne til og allerede er tabt på gulvet, bliver han udfordret i sin overbevisning. Og da lærere, ulykkelige elever og en pige fra gaden også træder ind i hans liv bliver hans naturlige væsen sat på prøve, og han har svært ved at se, hvad han skal gøre. Fortsætte eller ændre sig? Eller har han i det hele taget et valg?

Detachment er en lille film. Der er ikke mange store ord eller overdramatiske scener, men der er store følelser på spil, og vores hovedperson bliver udfordret til det yderste. Det er meget spændende, men ikke på en hæsblæsende måde, men på en ja.. følelsesmæssig måde. Vi kender alle til disse følelser, og filmen udfordrer et eller andet sted også os selv. Både på vores overbevisning, men også fordi filmen ikke er helt letforståelig. De foretagne valg og relationer er ikke helt tydeligt for os, og der er plads til fortolkning. Små klip af tegninger på en tavle bidrager med en mere metaforisk vinkel på filmen, og dette hjælper vores forståelse, men besværliggør den også. For ligesom Barthes, er denne film kompleks og det er ikke helt let at gennemskue alt. Den udfordrer. Ligesom man lige tænker, at en rigtig god independent film vil gøre.

Det har været lidt af en udfordring for mig at skulle anmelde den her film. For det første fordi jeg ikke har gjort det i lang tid, og for det andet fordi jeg på mange måder er ny i genren. Detachment er en virkelig interessant og meget smuk film, fordi den har et virkelig godt udgangspunkt, nemlig engagement vs. ligegyldighed. Et tema som kunne filmatiseres på mange måder, og her er det gjort på en fin, simpel måde, som samtidig er intens og rystende. Jeg var imponeret over, hvad sådan en lille film kunne gøre. Men selvom den kun varer 1 1/2 time, er den tung og den kræver ens fulde opmærksomhed fra start til slut. Det skal en film selvfølgelig, men den kan godt gå hen og blive lidt tung. Derudover kunne filmen godt have udnyttet lidt mere af det kunstneriske element som f.eks. tegningerne på tavlerne. De var smukke, poetiske og brød lidt med seriøsiteten. Et helt nye kunstnerisk element kunne have løftet filmen. Derfor giver jeg den 4 ud af 6 glade grise. Helt klart en film der er værd at se, og den har i hvert fald givet mig som seer blod på tanden: Flere independent film!

Skal nok være lidt mere aktiv her på bloggen fra nu af, håber jeg. Første anmeldelse i lang tid, så skal lige tilbage i rytmen. God jul derude!

Silence is golden

Der har været stille i nogle uger efterhånden herinde, og det er jeg ked af. Nu ved jeg ikke hvor mange der rent faktisk følger med herinde, men om der er et publikum eller ej, så synes jeg stadig, at det er sjovt at skrive anmeldelser. Så jeg skal nok tage mig sammen og få skrevet, jeg skal bare også lige have set nogle film. Det hænger jo nu engang sammen at en anmeldelse kræver en film, så det er jo ren logik.
Indtil da har jeg lavet en collage over nogle af mine yndlingsfilm, bare for at der sker lidt herinde. Har prøvet at undgå at tage for mange klassikere med, men nogle er jo simpelthen så gode, at de nu engang er mine yndlingsfilm.
God jul, jeg skal nok huske at se nogle film!

Kidd er ikke Kidd, han er Kidd

Kidd Life

2012

Dokumentar

Har man aldrig hørt om den danske rap-sensation Kidd, har man mildest talt levet i en bobbel siden marts 2011. Har man ikke hørt hits som "Kysset med Jamel", "Ik' Lavet Penge" er det over 1 år siden, at man sidst har været til fest eller hørt radio. Gammel, ung, voksen, barn - du har ikke undgået at støde på Kidd på et eller andet tidspunkt. Men Kidd er i høj grad et ungdomsfænomen, og en af de mest hyldede af slagsen. Piger og drenge hungrer efter Kidd, og en koncert er ikke nok. Men Kidd er måske ikke, hvad vi troede, han var: En gadedrengs poet med en flabet røst der serverer damer, druk og hash med et beat til. Der er nok mere til fænomenet Kidd og med den nye film Kidd Life lader det til, at vi kun har set toppen af isbjerget.

Instruktøren Andreas Johnsen har fulgt Kidd fra før "Kysset med Jamel" ramte Youtube og helt op til i dag. Fra karrierens begyndelse til dens almene tilstedeværelse til dens hårde dyk og dens vildeste højdepunkter. Alt i alt: På godt og ondt. Det lader til, at kameraet har været vidne til en del, da Kidds forhold til Johnsen virker afslappet og venskabeligt. Dette både legitimerer de ting Kidd erkender for Johnsen, men muliggør samtidig, at flere ting er blevet udeladt pga. det venskabelige bånd. Det er vigtigt, at tage stilling til denne problematik, da samtalerne med Kidd er det bærende element for hele filmen, eftersom den jo handler om Nichlas Westwood og projektet "Kidd". Det er svært at finde hoved og hale, i de ting han siger. Man er ofte i tvivl om, hvorvidt han er skæv, stiv eller helt klar i sindet. Mener han det virkelig, når han siger, at hans musik er dårligt, og at fansene er for ukritiske? Eller er han bare flabet og kan lide at provokere? Man er konstant i tvivl. Det er både frustrerende og samtidig helt vildt fedt.

Denne tvivl kommer filmen til gode. Den skaber debat om, hvorvidt Kidd er en tillidsvækkende personlighed, og hvad formålet med filmen overhovedet er. Jeg finder Kidd meget ægte. Han er flabet, han er egoistisk, og han er ikke den skarpeste kniv i skuffen. Men han tager livet, som det kommer, og hans tilbagelænede tilgang til livet retfærdiggør mange af de ting, han siger og gør. Han er både en image fyr og en bums. I sig selv er Kidd på mange måder et stort paradoks. Han modsiger sig selv gang på gang i ord, og handlinger, og det gør ham enormt spændende at følge. Det giver også lidt plads til at grine, for Kidd er en entertainer først og fremmest. Det er der ingen tvivl om.

Selve filmens form er også vellykket. Simpel og klar. Blandingen af koncertklip og intime stunder, erkendelse og skødesløshed osv. der overlapper fra tid til anden skaber et harmonisk kaos. Det paradoksale bliver understreget igennem denne fortællestil. Det er en fin måde at formidle filmen, og Kidd, og det fortjener Johnsen et klap på skulderen for.

Men det paradoksale finder vi også i os selv, når vi ser filmen. Vi unge føler os underholdt og ramt. Det er jo os, Kidd har "snydt", hvis man vælger at tro dette, det er os han har lavet lorte musik til, og vi har bare lappet det i os. Puha. Den er sgu hård at få kastet i hovedet. Selv når man ikke har været Kidd fan, så har man da stået og skrålet med på hans sange til fester. Filmen går altså ud og beskriver ungdomskulturen anno 2011/2012. Det er både et indblik i og en kritik af os. Det er ubehageligt, men også vigtigt, at vi får lov at se os selv lidt udefra gennem andres øjne (selvom øjenene også selv er en del af denne ungdomskultur). Men Selvom Kidd fører ordet, så siger kameralinsen, i denne sammenhæng, mere end 1000 ord. We get it - vores generation er ikke fejlfri.

Om Kidd vil det eller ej har han lagt et fundament for en ny tendens inden for dansk musik. Han gjorde noget, som få har formået at gøre før: At gøre dårlig musik god. Politiken, Soundvenue, you name it - de hyldede ham og dryssede stjernestøv på ham. Men gennem det hele er Kidd bare Kidd. Og Kidd Life portrætterer dette godt. Det er en god dokumentar film der i sin helhed formår at formidle fænomenet Kidd og også give stof til eftertanke. Det eneste dårligt der er at sige, fra min side, er, at filmen en gang imellem bliver lidt for popsmart. Kidds selvskabte image, bliver anerkendt i filmens formidling og i den forstand, kunne der godt have været brug for en lidt mere objektiv fortæller. Men det er en virkelig aktuel og meget rammende film. Du forlader ikke biografen tomhændet. Det er det, en god dokumentar kan.

At spille på en visionær og en sindssyg

A Dangerous Method

2011

Biografi/Drama

Det var et brud med menneskesynet, da Freud i sin tid præsenterede sin psykoanalyse for verden. Bort var oplysningstidens tanker om det individuelle menneske, der handlede rationelt og reflekteret, da Freud forenklede hele menneskets virke ned til et enkelt udgangspunkt: Seksualdriften. Alt hvad vi gør er baseret på seksualitet. En banebrydende tanke, som på må og få fik tilhængere i Europa, og som senere blev dybt respekteret. Selv i dag er Freuds tanker ikke helt forkastet, selvom nye metoder siden hen har set dagens lys. A Dangerous Method har til formål at skitsere psykoanalysens begyndelse og udvikling i de spæde år af dens fødsel. Mesteren Freud (Viggo Mortensen) giver sin erfaring videre til lærlingen Carl Jung (Michael Fassbender) som afprøver den på den sindssyge Sabina Spielrein (Keira Knigthley). Og ligesom tankerne og ideerne om driften føres videre, opdager Carl Jung, at det hele ikke kun er teori - men noget han også mærker på egen krop.

A Dangerous Method er altså en biografisk film, der netop omhandler disse tre kernepersoner inden for psykoanalysen og deres indbyrdes relationer. Carl Jung tager Sabina Spielrein som patient og afprøver psykoanalysens metoder på hende. Han vælger at udspørge hende uden at hun kan se ham, og det er bl.a. derfor filmen har navnet A Dangerous Method. Men det er ikke den eneste farlige metode Carl Jung benytter sig af. Den seksualdrift som Sebina så tydeligt er blevet skør af, kan han genkende i sig selv, og må nu granske sin morale og professionalitet, for at finde ud af, hvad han skal gøre. Alt imens søger han bekræftelse og intellektuel stimulans hos sin faderfigur Sigmund Freud, men da dette forhold også bliver mere og mere betændt, er Dr. Jung i vildrede og kunne måske godt selv bruge en psykolog at tale ud med.

Vi bevæger os i de øvre luftlag af intelligens, når vi ser denne film. Handlingen er præget af meget stilstand, da både psykoanalysen bliver vendt og drejet i diverse dialoger mellem hovedrolleindehaverne og biroller ligeså. Drømme tydes og begreber sættes under debat. Filmen får karakter, og problemstillingerne er interessante. Dilemmaerne er mange, og de er alle spændende at dykke ned i. Det omhandler jo som sagt først og fremmest om Freud og Jungs forhold, så hvorfor skulle det hele heller ikke gå op i snak og debat? Eller gør det nu det? For er det her en kærlighedshistorie mellem en psykolog og en patient, eller er det en historie om et meningsfuldt venskab? Jeg er i tvivl om, hvad intentionen med filmen er, og det er frustrerende. Ved slutningen føler man denne tomhed, som man gør, når man ikke rigtig ved, hvad man skal forlade biografen med. Begge historier havde noget at fortælle, men hvad var det, der var vigtigst? Ja, det ved jeg faktisk ikke.

Det er dog værd at nævne, at filmen indeholder nogle formidable skuespilpræstationer fra Michael Fassbender og Keira Knightley. Fassbenders portræt af Carl Jung er yderst troværdigt, og hans indre konflikt står klar for os. Keira Knightley, som jeg normalt ellers ikke bryder mig om, overrasker i denne film med sin indlevelse og kropsliggørelse af den splittergale Sebina Spielrein. Den undertrykte seksualitet hun udtrykker er gennemført helt ud til fingerspidserne, og Jungs fascination af hende, har vi forståelse for. 

Alt i alt er A Dangerous Method en til dels vellykket film. Dens sofistikerede og filosofiske aspekt er gennemført og bærer filmen. Disse diskussioner og dilemmaer er spændende, og banebrydende for sin samtid - og med den information i bagagen, kan man virkelig nyde filmen. Jeg vil dog anbefale, at man har sat sig en lille smule ind i psykoanalysens kernebegreber og metoder, før man giver sig i kast med filmen. Det fortjener den, og oplevelsen bliver bedre. Men selve budskabet og intentionen med filmen er uklar. Hvad fik jeg ud af, at se denne film? Det er svært at svare på, når rulleteksterne titter frem. Derfor kan filmen ikke få mere end 4 glade grise. Det er en stilfærdig film, som fortjener at blive set, men det er langt fra en gennemført biografisk Hollywood drama, som vi har set så mange gode af. Og vorherre bevares, det skal de alle sammen heller ikke være, men filmen løfter sig ikke rigtig og når et højere niveau. Men det må vi blot erkende og acceptere. Og så kan vi komme videre herfra.

Rock of Glee

Rock of Ages

2012

Musical

Når alt synes lidt trist, og når dagene er lange og grå, har vi alle vores forskellige opmuntringsritualer. I disse snart forekommende vintertider, hvor mørket opsluger optimisme og A-menneskets vigtigste kræfter, så er der måder, hvorpå vi kan finde lidt glæde igen. Og det handler heller ikke kun om vinteren - vi er i finanskrise, og der er brug for optimisme. Det er det film som Rock of Ages har til formål at minde os om - at der stadig er plads til glæde, sang og optimisme. Virkelighedseskapismen. Og som så mange musicals før er Rock of Ages en musical der eksploderer i et virvar af dans, sang, rock'n'roll, kendis efter kendis og en kærlighedshistorie. Den blev brandet i biograferne som et sommerhit og er nu på DVD som en vintervarmer.

Handlingsforløbet er inspireret af den klassiske "Don't Stop Believing" af Journey fra 1981. 
Så hvorfor ikke bare citere det første vers af denne sang, og så skulle I vist have fået et godt indtryk af den film:

Just a small town girl, livin' in a lonely world 

She took the midnight train goin' anywhere 

Just a city boy, born and raised in south Detroit 

He took the midnight train goin' anywhere 

A singer in a smokey room 

A smell of wine and cheap perfume 

For a smile they can share the night 

It goes on and on and on and on 

(Chorus) 

Strangers waiting, up and down the boulevard 

Their shadows searching in the night 

Streetlights people, living just to find emotion 

Hiding, somewhere in the night. 

Krydret med stjerner som Alec Baldwin, Catherine Zeta-Jones, Russell Brand, og sidst men ikke mindst, Tom Cruise som den Axl Rose inspirerede rockstjerne Stacee Jaxx. En masse glam rock musik, som vi kender den fra svundne tider. Dyppet i glimmer, farver, lys og værsgo: En klassisk filmmusical med ekstra sødme.. og bvadr.

Rock of Ages kan sagtens kategoriseres som en vintervarmer. Hvis vi altså her referer til en opvarmning af de hånlige lattermuskler. For på trods af sine intentioner, om at lave en film om sex, drug and rock'n'roll så går der mere pretty, kissing and pop i den. De to hovedpersoner er ikke særlige elskværdige, og det er da dybt ironisk, at det slet ikke lyder rocket, når de synger, men mere som noget fra et afsnit af "Glee". Det er en gåde for mig, hvordan instruktøren ikke har lagt mærke til denne fundamentale bommert, som er katastrofal for filmen. Og selvom filmen er spækket med stjerner, så gør dette desværre ikke op for noget. Historien spidser aldrig rigtig til, og man tager sig selv i at være bedøvende ligeglad med hvad der foregår på skærmen. Det virker næsten som et forsøg på at for undskylde for filmens dårlige kvalitet, ved at putte så mange kendte ind på rollelisten. Men undskyldningen er ikke godtaget. Tom Cruise i rollen som den sexede, syrede, mystiske, berømte og eftertragtede Stacee Jaxx virker næsten som en joke. Han er langtfra betagende, og jeg tvivler på, at der sidder særligt mange kvinder og bliver opstemte, når de ser på ham.

Det er meningen, at musicals skal rive folk med og give dem lyst til at hoppe op af sofaen, synge med på fuld hammer, løbe ud og købe cd'en, finde sin yndlingssang og dagdrømme om at være en af karaktererne fra filmen. Her dumper Rock of Ages. Og sådan går det ofte, for disse "Broadway musicals" der bliver filmatiseret. Mamma Mia oplevede det samme. Men vi har næsten endnu flere eksempler på at det kan lykkes: Grease, Across the Universe, Phantom of the Opera osv. Filmens lyspunkt er alle de fantastiske sange den indeholder. Både Def Leppard, Journey, Guns'n'Roses og mange af deres kolleger er repræsenteret. Men det er desværre ikke filmens fortjeneste, for man sidder og mindes de originale tekster og ikke de nye versioner.
Rock of Ages får 3 ud af 6 glade grise. Sangene, og nogle af optræderne, er gode, og derfor fortjener den de 3 glade grise. Man havde håbet at manden bag genindspilningen af Hairspray!, Adam Shankman, kunne have formået at gøre det godt igen. Men man kan ikke vinde hver gang. Men som man siger: Don't stop believing.

Se en dårlig film med dit barn i efterårsferien

Hej derude!

I efterårsferien deltog jeg i en journalistworkshop arrangeret af Politiken, afholdt på Oure, hvor vi var en masse unge mennesker der skulle lave en avis. Jeg skulle sammen med to andre skrive en artikel for kultursektionen, og vi fandt frem til at dette var et spændende emne at undersøge. Så jeg ville lige poste artiklen her, da den jo omhandler film. Håber I synes den er interessant!

Se en dårlig film med dit barns i efterårsferien

Med den nyeste "Far Til Fire: Til Søs" i biograferne har dansk børnefilmindustri ramt et historisk lavpunkt.

Af Katrine Skov Sørensen, Emil Bozard & Ditte Fiil Ravn

Efterårsferien er den uge på året, hvor der er flest biografgængere i de danske biografer, og det er især mormor og morfar der hiver børnebørnene med i bioen. Desværre er danske børnefilm i følge anmelderne historisk ringe især med henblik på Far til Fire filmene, hvor den nyeste i rækken "Far til Fire: Til søs" fik premiere lige som efterårsferien stod for døren. Nana Frank Rasmussen, anmelder for Jyllands Posten, gav filmen 1 stjerne. Hun er bekymret over kvaliteten af danske børnefilm i 2012:

"Jeg synes, det er lidt vekslende, for der findes også gode børnefilm i dag. De får bare ikke så meget opmærksomhed. Og så er der jo de virkelig dårlige, som Far til Fire og Min Søsters Børn, som rigtigt mange ser."

En af filmenes producenter Marcella L. Dichmann ser anderledes på sagen:

"Når man har noget der virker så kan man ligeså godt holde fast i det."

Børn smider om sig med stjerner

Men hvem er så bedst egnet til at bedømme en børnefilm? Ifølge Marcella er det kun børn der er i stand til dette: "Vi fik 5 stjerner fra Ramasjang og det betyder mere end 5 stjerner fra en sur anmelder fra Jyllands Posten." Casper Christensen, filmanmelder på Go' Morgen Danmark er uenig: "Du kan få en person til at falde på røven 100 gange i en film og børn vil synes at det er fantastisk. Men det er ikke en god film. En børnefilm (...) En god børnefilm er slet ikke en børnefilm. Den er for alle mennesker."

Sukkerfilm skader

ASA Film er tilfredse med de omkring 400.000 solgte billetter pr. film, og dette er forudsætningen for de mange efterfølgere. Men anmelderne mener, at kreativitet og originalitet er gået tabt undervejs:

"I Danmark har vi en tradition for at dyrke børnefilm og man har lovgivningsmæssigt sat ekstra penge ind til børnefilm. Man har, på et politisk niveau, været bevidst om, at film kan være med til at opdrage og åbne nye verdener for børn. Min fornemmelse er bare, at nogle er ligeglade." mener Nana Franck Rasmussen. Casper Christensen mener, at filmene direkte er usunde for børnene: "Man kan jo også bare hælde sukker på børn. Det synes de jo også er helt vildt fedt. Men det betyder jo ikke, at det er sundt for dem."

Mod skal redde genren

Men hvem har magten til at vende udviklingen? Nana Frank Rasmussen er ikke i tvivl:

"Jeg ville ønske at forældrene ville være mere kritiske. De har et ansvar, for så længe de og deres børn går ind og ser det lort, bliver der produceret mere lort."

Casper Christensen mener at det er filmbranchen selv der skal være mere modige:

"Selvfølgelig skal man satse på økonomiske succeser, for man skal jo tjene penge, men come on - prøv at satse på nogen der udvikler originale ideer."

Rigtig god træning til en mulig fremtid inden for journalistik. God efterårsferie!